På computerskærmen i soveværelset sad en gul Post-it:
SKRIV FRIT, LÆS IKKE
Jakob troede ikke på guddommelig indgriben. Inspiration var noget,
der skulle arbejdes frem.
»Det værste, man kan miste, er sit momentum,« sagde han.
Tre-fire dage efter det første favntag med en tekstklump søgte han tilbage
og skrev den igennem – filtrerede svage sætninger, svinkeærinder og
slåfejl fra.
Han fortalte videre fra det sted, han var nået til, blev ved, til han atter
mistede tempo. Herefter fulgte nok en gennemskrivning. Først når han
havde destilleret sig ind til kernen, blev Muff involveret. Jakob kaldte
ham for sin “førstelæser”, og mens førstelæseren læste, fortsatte forfatteren
med nye stykker, der gennemgik samme filtreringsproces. Det var
en effektiv tilgang til stoffet, og med et år på bagen var manuskriptet
oppe på at fylde fire hundrede sider. Jakob var drønet derudad lige siden
bogmessesnakken med Henrik List.
»Det var rimelig syret, nærmest som tankelæsning,« havde Jakob
sagt. »Han anbefalede mig at gøre det, som jeg akkurat var begyndt på.«
Åbningen på den første af romanens tre dele, “Junkiehunde”, var det
mest markante aftryk, Muff havde fået lov at sætte. Oprindeligt lod Jakob
døren gå op til pusherparret Maria og Asgers bule, hvorefter de døsige
hverdagsrutiner udfoldede sig: formiddagsrygeren, stamkunderne,
der daffede forbi, og rottweilerne, som opførte sig stadig mere suspekt.
Muff efterlyste uro og energi, som kunne suge læseren ind:
»Hvad med at begynde på Staden? En scene, hvor Maria er ovre efter
nye forsyninger? Så bliver det heller ikke rendyrket Aalborg. De her miljøer
findes jo overalt.«
Den næste dag havde Jakob taget fat i Sigurt. Han blev introduceret til
en gammel 1000fryd-aktivist, der solgte fed på Pusher Street.
Pludselig spillede det. Da Maria stod med ryggen mod muren, med
maveskindet foret med hashplader og en narkohund oppe i ansigtet, havde
Jakob fundet på noget genialt. Pusherfrauen afledte køteren med det
blodige menstruationsbind, som hun rev op af mormortrusserne og kylede
fra sig.
»Hvordan føder man så syg en tanke?« ville Muff vide.
»I Tanzania læste vi alt af Harold Robbins. Jeg tænkte bare: “Hvad
ville Harold gøre?”«
Muff kendte Robbins. Den vulgære amerikanske bestsellermaskine
hørte til i en anden boldgade, en anden dimension, end førstelæserens
seneste anbefaling til sin forfatter: Dostojevskijs
Idioten. Der var ingen
fine fornemmelser hos Jakob, og det var en god ting.