Foredrag Skrevet om bogen Køb
Rune Skyum-Nielsen
Bogen om Ejersbo
Scroll ned

OM BOGEN

JAKOB VAR HER er en dokumentaristisk bog, skrevet som en rekonstruktion. Den baserer sig på hundredvis af interviewsessioner og poser med breve fra perioden 1980-2008 – og fortælles gennem 33 kronvidner, der skiftevis holder kameraet på den egentlige hovedperson.

JAKOB VAR HER er historien om Jakob Ejersbo. En rodløs dreng, der hverken følte sig hjemme i Nordjylland eller Tanzania. En teenager, som desperat ledte efter kærlighed og en vej i livet. En ung mand, der fandt en ny familie i venner og bekendte fra Aalborgs underverden.

JAKOB VAR HER er fortællingen om en skribent, som ingen troede på. En kompromisløs sjæl, der brændte broer i bestræbelserne på at gøre sine bøger så stærke og rå som muligt. En forfatter, som – på tærsklen til at se sit livsværk fuldbragt – blev stoppet af uhelbredelig sygdom.

JAKOB VAR HER handler om børn, der flyttes rundt, til de ikke længere kan føle sig hjemme. Om at tabe sit hjerte for foden af Afrikas højeste bjerg. Om ikke at kunne elske, før fortiden er skrevet ud af systemet. Om mennesker, der udnytter hinanden. Om virkelighed og fiktion, der smelter sammen, til ingen til sidst kan kende forskel. Om at ville noget i en grad, så kun døden kan komme i vejen.

OM FORFATTEREN

Rune Skyum-Nielsen er uddannet journalist fra SDU i 2002. Derefter ansættelser på bl.a. Dagen, Information, Jyllands-Posten og Ud & Se. Freelancer med speciale i magasinportrættet siden 2008. Forfatter til tre bøger.
01 — TRANSITBØRN UDDRAG
1973–1979
MOGENS EJERSBO
STIGBROVEJ, HIMLINGØJE — AUGUST 1973
Der var bud efter ham.
»Mogens! Mogens! Kom her, jeg har noget, du skal se.«
Han begav sig om i baghaven, til Hanne og hendes eftermiddagste.
Plænen duftede saftigt. Hun pegede på Politiken på havebordet.
»De søger medarbejdere til Østafrika. Udenrigsministeriet.«
Udlængslen trak i Mogens. Ligesom den havde gjort i 1950, da han sytten år gammel påmønstrede et skib, som fragtede pilsnere til Bangkok og Bombay. Efter elleve måneder til havs var han mæt og gik i land i Randers. Han tryglede sin far om at komme i gymnasiet, men det kunne ikke komme på tale. Han skulle i lære i tømmerhandlen nede på kajen. Seks år senere ville han ikke mere. Han pakkede sit habengut, drog til København, tog nogle kurser og blev optaget på Handelshøjskolen.
Nu var det Danida, der lokkede. Arbejdet kedede ham, Hanne drømte om at se verden, og ungerne ville have godt af det. Ea nærmede sig otte år, Jakob havde rundet de fem.
Det var ikke det eneste, der talte for at tage til Østafrika. På fire år havde Danmark haft fire forskellige statsministre, og nationaløkonomien vaklede fortsat. Den toårige kontrakt kunne sikre deres flittigt flyttende familie noget ro på bagsmækken.
HANNE EJERSBO
KØBENHAVN-NAIROBI — JANUAR 1974
Jakob fik lov til at sidde ved vinduet. Det generede ikke Ea, der for længst var forsvundet ind i sit tegnehæfte. Maskinen fra SAS skulle mellemlande i Nairobi i Kenya, dernæst gjaldt det Tanzania. Fra Dar es-Salaam skulle de videre til Kilimanjaro International Airport, som lå i overskuelig køreafstand fra Moshi, deres nye hjemby.
Det var en spændende tid, og nøj, hvor Hanne glædede sig. Det samme gjorde ungerne. Jakob forestillede sig, at de skulle ned og bo i en lille lerhytte, der havde palmeblade som tag, fuldstændig som i Anders And-bladene.
Hanne havde læst en masse litteratur om Afrika, deriblandt Karen Blixens Den afrikanske farm. Den holdt hun meget af. Men der var noget, der trak endnu mere. Få år forinden havde hun i pædagogernes fagblad læst en artikel om to danske ildsjæle. De var draget til Rhodesia for at oprette en uddannelse for de lokale kvinder, og på fotografiet var de flankeret af en flok afrikanske børn. “Pling,” sagde det i Hannes hoved. “Dér vil jeg da også ned.”
De skulle bo i en lejlighed på compound – Co-operative Colleges boligkvarter. Der var hundrede meter til Mogens’ undervisningslokaler, og International School Moshi, hvor Ea skulle ind i tredje klasse, lå en lille kilometer væk. I daglig tale blev den kaldt ISM. Jakob skulle begynde til skoleforberedelse og lære sig en smule engelsk, inden han kunne komme i første klasse efter sommerferien. Han nærmede sig de seks år nu og var en glad og ubekymret dreng. Mens Ea tegnede flere vilde dyr, snorkboblede han på flyvemaskinens kradsende gulvtæppe.
04 — FUGLEN UDDRAG
1989–1991
MORTEN ALSINGER
AUC, AALBORG — SEPTEMBER 1989
AUC lignede noget, som Morten ville komme til at fortryde. Allerede. Med sine seksogtyve år var han holdets alderspræsident – og det var ikke det eneste, der skilte ham fra vårharerne på Informatik. Han bestod af firs procent tjavsede, lange lokker, ti procent læderjakke med håndmalede slagord og ti procent eyeliner.
Da de skulle præsentere sig for lærerinden Ada, rejste han sig og skrålede hende en kærlighedserklæring – improviseret over Andreas sang af Povl Kjøller. I pausen skridtede en fyr gennem tågerne i rygeafdelingen direkte hen mod Morten og Henrik, hans kammerat tilbage fra Viborg.
»Du er for sindssyg, og vi skal sgu være venner, os to! Jeg hedder Jakob.«
Han greb Morten om skuldrene:
»Indtil det blev din tur, spurgte jeg igen og igen mig selv, hvad jeg lavede her. Nu giver det bedre mening!«
Morten fyldte lungerne godt op, så han ikke behøvede at svare. Det var pretty weird at blive hvervet på den måde.
CHRISTIAN KIRK MUFF
RUGBJERGLEJREN — SEPTEMBER 1989
Rusturen gik til en spejderhytte ved Vestkysten. Det rum, der opstod, når ingen kendte hinanden på forhånd, var virkelig fedt. Pigerne fejlede heller ikke noget. I et hjørne af gildesalen sad en fyr og klimprede på spansk guitar. Det lød snørklet. Muff råbte ham an:
»Kan du ikke spille noget, man kender?«
Fyren kiggede op, kiggede ned igen, ventede på, at Muff kom helt tæt på, kiggede atter op.
»Jeg spiller kun mit eget,« sagde han, mens øjnene gled tilbage på gribebrættet. Muff vendte sig om, vadede væk. Livet var for kort til den slags mennesker.
09 — AALBORGHISTORIER UDDRAG
2001–2002
MADS MULVAD
ERASSOS, LESBOS — JULI 2001
Ryggen brød de sølvglinsende bølgetoppe. Jakob snappede luft gennem snorklen, tjattede med svømmefødderne og forsvandt. Mads sad i brændingen og betragtede sin ven. Humørsvingningerne var væk, sådan havde det været i nogen tid.
Dagene flød ud. De havde lejet et par scootere og fræset klippeøens grusveje op, spejdende efter dykkeværdige laguner. Ved Erassos fandt de koraller, og ud for Sigris borgruin myldrede havbunden med potteskår. På afstikkeren til Patmos var der gået kuk i timeplanen, og de måtte overnatte på en forlist færge. Så længe der var smøger og ouzo …
Det kunne ses, at Lesbos tiltrak masser af lesbiske. Kvinderne valfartede dertil fra Europa og Tyrkiet, få timers sejlads derfra. Sådan havde det været, siden digterinden Sapfo havde skrevet om sin lidenskab for andre kvinder for seksogtyve hundrede år siden.
»Vi dykker i et homoseksuelt epicenter,« jokede Jakob, mens han forsøgte at få flamme på lighteren. Cigaretten med frisk saltvand på læberne var og blev den mest magiske.
De sluttede aftenerne af med en blodig dyst 500, kun afbrudt af Jakob, der tog notater og stillede opfølgende spørgsmål. Midtvejs i uge to gik der en prås op for Mads. Hjemme i Danmark havde klanmedlemmerne diskuteret, hvorfor Jakob tog sig så absurd god tid, når han gik på toilettet. Først havde de mistænkt ham for at sniffe kokain på lokumsbrættet, men noget havde ikke hængt sammen. Jakob ville ikke ofre, hvad den slags kostede, han holdt sig fra hårde stoffer og virkede ikke spor speedet, når han vendte tilbage.
Nu var koden knækket. Mads så det for sig – hvordan Jakob sad på tønden og nedgriflede anekdoter fra sine venners vilde ungdom. Alt gav pludselig mening: de mange besøg i Aalborg, trangen til at vide, hvem der gjorde hvad, og hvornår de gjorde det …
»Er det Aalborghistorier, du skriver på?«
Ordene fløj ud af hans mund.
»Det gør jeg jo nok,« svarede Jakob.
Det var en ren tilståelsessag. Han var langt med en roman, og Mads
ville kunne nikke genkendende til “en hel del”.
»Phew,« fnyste Jakob. Han var lyst op i et bredt smil. »Det føles godt at kunne sige det højt.«
På den sidste dag skridtede han hvileløst omkring på verandaen:
»Hvad sker der med dig?« spurgte Mads.
»Jeg har skrivekløe.«
Sommerhuset i den søvnige fiskerby tilhørte Jakobs faddere, og de fandt frem til gæstebogen. Feriereferatet kom til at fylde tre sider og blev afsluttet med en selvtillid, som var ny:
Ejersbo jr. fik tænkt store litterære tanker i de græske nætter. Værket vil blive sendt til Prins Knuds Vej når det er færdigt. Fuldt opladt og klar til nye eventyr. Med tak for god behandling og forhåbentlig på gensyn i Erassos. Kærlig hilsen JAKOB & Mads
CHRISTIAN KIRK MUFF
NORDRE FASANVEJ, FREDERIKSBERG — AUGUST 2001
På computerskærmen i soveværelset sad en gul Post-it:
SKRIV FRIT, LÆS IKKE
Jakob troede ikke på guddommelig indgriben. Inspiration var noget, der skulle arbejdes frem.
»Det værste, man kan miste, er sit momentum,« sagde han.
Tre-fire dage efter det første favntag med en tekstklump søgte han tilbage og skrev den igennem – filtrerede svage sætninger, svinkeærinder og slåfejl fra.
Han fortalte videre fra det sted, han var nået til, blev ved, til han atter mistede tempo. Herefter fulgte nok en gennemskrivning. Først når han havde destilleret sig ind til kernen, blev Muff involveret. Jakob kaldte ham for sin “førstelæser”, og mens førstelæseren læste, fortsatte forfatteren med nye stykker, der gennemgik samme filtreringsproces. Det var en effektiv tilgang til stoffet, og med et år på bagen var manuskriptet oppe på at fylde fire hundrede sider. Jakob var drønet derudad lige siden bogmessesnakken med Henrik List.
»Det var rimelig syret, nærmest som tankelæsning,« havde Jakob sagt. »Han anbefalede mig at gøre det, som jeg akkurat var begyndt på.«
Åbningen på den første af romanens tre dele, “Junkiehunde”, var det mest markante aftryk, Muff havde fået lov at sætte. Oprindeligt lod Jakob døren gå op til pusherparret Maria og Asgers bule, hvorefter de døsige hverdagsrutiner udfoldede sig: formiddagsrygeren, stamkunderne, der daffede forbi, og rottweilerne, som opførte sig stadig mere suspekt.
Muff efterlyste uro og energi, som kunne suge læseren ind:
»Hvad med at begynde på Staden? En scene, hvor Maria er ovre efter nye forsyninger? Så bliver det heller ikke rendyrket Aalborg. De her miljøer findes jo overalt.«
Den næste dag havde Jakob taget fat i Sigurt. Han blev introduceret til en gammel 1000fryd-aktivist, der solgte fed på Pusher Street.
Pludselig spillede det. Da Maria stod med ryggen mod muren, med maveskindet foret med hashplader og en narkohund oppe i ansigtet, havde Jakob fundet på noget genialt. Pusherfrauen afledte køteren med det blodige menstruationsbind, som hun rev op af mormortrusserne og kylede fra sig.
»Hvordan føder man så syg en tanke?« ville Muff vide.
»I Tanzania læste vi alt af Harold Robbins. Jeg tænkte bare: “Hvad ville Harold gøre?”«
Muff kendte Robbins. Den vulgære amerikanske bestsellermaskine hørte til i en anden boldgade, en anden dimension, end førstelæserens seneste anbefaling til sin forfatter: Dostojevskijs Idioten. Der var ingen fine fornemmelser hos Jakob, og det var en god ting.
14 — ARUSHA-BLUES UDDRAG
2003–2004
ALIZETH MUSHI
KILIMANJARO INTERNATIONAL AIRPORT — SEPTEMBER 2003
Hans mzungu var let at genkende, selv bagfra. Det kortklippede hår lyste ikke længere som friskmalket gedemælk, men hovedet sad stadig for enden af en løs fjeder, mens der blev ført samtaler i lufthavnsbaren.
I elleve år havde Ali glædet sig til genforeningen. Nu kunne drømmen om et partnerskab atter blomstre. Han havde taget Grace og deres to sønner, Samwell og Danni, med sig for at byde et ekstra stort velkommen. Det var anden eller tredje gang, at Jakobo kom på besøg. Ali var ikke helt sikker, for alkoholen lavede huller i hukommelsen.
De satte sig ind i den hvide folkevogn, model Beetle 1960, som han havde købt for Jakobos overførsler. Beetlen skulle føre dem vidt omkring, mens de undersøgte livet i Tanzania, det sorte liv:
Jeg vil leve som jer. Ingen særbehandling, havde Jakobo skrevet til Grace.
Normalt boede Samwell og Danni i værelset, som han skulle låne. Det var møbleret med en seng og et skrivebord.
»Det er helt perfekt,« sagde han.
Til aften fik de, hvad de plejede at få: ugali og bønnemos og et lille stykke stegt kylling. Måltiderne drillede den europæiske mave.
»Det er et spørgsmål om tid. Jeg spiser, hvad I spiser,« insisterede Jakobo.
ANDERS ‘SIGURT’ HANSEN
LÆRKEHØJ, FREDERIKSBERG — SEPTEMBER 2003
Han havde lovet at agere arkivar for Jakob. Opgaven gik ud på at samle og printe de notater, som blev mailet hjem fra Afrika:
»Ikke noget med at smugkigge,« var der blevet sagt.
Sigurt kunne ikke helt holde, hvad han havde lovet, men tekstbidderne var for indforståede til for alvor at give mening. De vekslede mellem dansk og engelsk og smed om sig med eksotiskklingende stednavne. Han ville til hver en tid foretrække de kortere fællesmails, der også var begyndt at dukke op …

Køb bogen

Køb bogen her

Foredrag / Kalender

Se kalender